I gamle dage var det bare bedre
Jeg er blevet så gammel (eller erfaren) at jeg ind imellem tager mig selv i at høre denne sætning komme ud af min mund:
I gamle dage var tingene bedre.
Men der er nogle ting, jeg synes var bedre – engang.
I 2007 da jeg var nyudklækket fysioterapeut, havde vi patienterne længere tid indlagt. Der var tid og ressourcer til at vi kunne holde tværfaglige møder med hjemkommune og overlevere viden. Der var endda også tid og ressourcer til at vi kunne komme hjem i patiensen hjem og afprøve fx om de kunne komme på rundt på egen hånd, om det kunne gå på deres trappe osv. Hvilket gav en god tværsektionel overgang.
I dag er det anderledes.
I 2010 da jeg blev ansat i en kommune, kunne vi lave hjemmetræning med de hjerneskadede borgere i deres eget hjem. Dvs de kunne træne i det miljø og den kontekst de skulle bruge deres funktioner, hvilket er væsentlig mere overførbart for en hjerneskadet borger end træning i fx træningssal.
I dag er også det anderledes.
I takt med at økonomien på sygehuse og i kommuner er blevet strammet er tilbudene også blevet strammet ind. Skrumpet og forrringet i mine øjne.
Det tror jeg egentlig ikke nogen er uenig i.
Det er der udfordringen for mig og for andre sundhedsansatte er, at det kan være svært at være i. Det kan være svært at se sig selv i øjnene, se patienten/borgeren i øjnene og pårørende i øjnene.
Når nu jeg ved, at jeg villle kunne gøre det bedre – med mere tid og flere ressourer.
DET ER SINDSYGT SVÆRT AT STÅ I.
- Det er svært at møde pårørende i spørgsmålet: “Ville det ikke være bedre at… mere træning?” – Jo det ville det, men det kan jeg ikke tilbyde, velvidende at jeg faktisk både har erfaring og viden til at kunne gøre det.
- Det stresser og dræner, når en af mine drivkræfter er “at gøre en forskel”.
- Det føles vildt utilfredsstillende.
HVAD KAN DU GØRE NÅR DU STÅR DER?
- Du kan forsøge at påvirke systemet. Men det er dælme svært som mening kvinde på gulvet.
- Du kan sige op og finde et andet job. Udfordringet ved dette er – at alternativerne ikke er så store – idet det ofte vil være samme vilkår og rammer, selvom sygehuset eller kommunen er en anden
- Du kan acceptere at vilkårerne nu er sådan – og at det ikke er dig der har taget den beslutninger, ergo er det ikke dit ansvar. Du agere i de nye rammer.
JEG KUNNE TIL SIDST IKKE ACCEPTERE DET (+ jeg havde en anden drøm). SÅ JEG FORLOD DET OFFENTLIGE SYSTEM MED ORDENE
“ALDRIG MERE OFFENTLIG ANSAT”
Klip til 3 år senere – efter corona ændrede mit liv og alle andres, hvor jeg sagde ja til en fast stilling som fysioterapeut på et sygehus.
HVAD HAVDE ÆNDRET SIG?
Min bevidsthed.
Mit mindset.
Jeg vidste, at hvis jeg skulle overleve i dette system og ikke bare overleve, men trives. Så blev jeg nød til at gøre noget andet og gå til jobbet på en anden måde end tidligere.
Det lykkes mig, jeg arbejde fuld tid og trives i det.
