Hvad kræver det af dig at være offentligt ansat i sundhedsvæsenet?
– Uden at gå ned med stress?
Det kræver bla. brede skuldre og en høj bevidsthed om, hvad dine værdier er.
Jeg blev uddannet fysioterapeut i 2007 – med mit eksamensbevis i hånden var jeg klar til at gå ud i verden og gøre en forskel for andre mennesker.
Jeg ville hjælpe. Jeg var nysgerrig og havde et stort ønske om at lære. Vidste godt at det var nu jeg skulle til at lære sådan helt rigtigt hvad det handlede om.
Et ret godt udgangspunkt synes jeg selv.
Det gik godt i starten…
Men på et tidspunkt gik det ikke godt mere.
Jeg kunne ikke få enderne til at hænge sammen.
Konstellationen af bla. et krævende job, 2 små børn + et byggeprojekt
– fik mig i knæ.
Jeg gik ned med stress og i bonus fik jeg en depression.
Herefter gik flere år med at lære at håndtere min stress og lære at “passe på mig selv”, få tilbagefald og op på hesten igen.
Det var sindssygt svært at være i et system, som er der for at tage sig af mennesker der har det svært, som er i mit tilfælde kommet til skade(primært senhjerneskadede) og har brug for hjælp til at komme tilbage til “sådan som det var før”. Selvom det ikke altid var muligt, så var intentionen og ønsket at jeg skulle hjælpe med at komme så tæt på som muligt.
Men hvor der var (og er) nogle rammer og vilkår der sætter begrænsninger for hvad du kan tilbyde.
Jeg prøvede at gøre noget ved rammerne – men det eneste jeg fik ud af det, var stress. (sundhedsvæsenet er trods alt en stor dame at danse med, som lille menig fys)
Så til sidst sagde jeg op med ordene “jeg skal aldrig tilbage i det offentlige system igen”.
Men…
Livet skete – corona skete og jeg befandt mig lige pludselig i en situation, hvor jeg havde brug for og egentlig også lyst til at komme tilbage til et job som fysioterapeut.
Så hvordan skulle jeg klare dette uden igen at gå ned med stress eller sige op i frustration over rammerne???
Det krævede 3 ting af mig:
- at jeg var knivskarp på mine værdier. Fx er det vigtigere for mig at have energi og overskud til min familie når jeg kommer hjem, end have brugt alt min energi på at forsøge at “redde hele verden” eller i hvert fald hele den afdeling jeg er ansat på.
- at jeg var helt skarp på hvad der rent faktisk blev forventet af mig af min arbejdsgiver, så jeg kunne levere det der blev forventet og ikke det jeg menneskeligt og moralsk synes der skulle leveres (for der er pænt stor forskel).
- at jeg hver morgen stillede skarpt på hvordan jeg kunne forblive tro mod mig selv, trods nogle begrænsende rammer og vilkår
Det er stadig den måde jeg “overlever” i sundhedsvæsenet på.
Er det nemt – på ingen måde.
Kan det lade sig gøre – ja det synes jeg.
Hvad tænker du, det kræver at være offentlig ansat (i sundhedsvæsenet) uden at gå ned med stress?
